Forhudsforsnævring (Phimosis) er en tilstand, hvor forhudens åbning er for lille til at den kan trækkes tilbage over penishovedet. Kirurgen.dk i Charlottenlund kan hjælpe dig, hvis du har sådanne gener.
Symptomerne på forhudsforsnævring kan variere med alderen. Et af symptomerne på forhudsforsnævring kan være at forhuden blæses op, som en ballon under vandladning, da åbningen er snæver. Ved seksuel debut kan der opstå smerter under samleje og der kan evt. ses læsioner af forhuden. Svære tilfælde af forhudsforsnævring kan forhindre samleje.
Paraphimosis er en tilstand, hvor forhuden er trukket tilbage og ikke kan trækkes frem på plads. Tilstanden kan være meget smertefuld på grund af påvirkning af blodforsyning til penishoved. I så fald skal der søges akut hjælp.
Behandling af forhudsforsnævring
Steroid-creme (mest egnet til børn)
Steroid-creme (binyrebark-creme) er receptpligtig og bør kun anvendes efter undersøgelse hos en læge. Behandlingen giver tilfredsstillende resultater hos 2 ud af 3. Bivirkninger ses ikke, hvis cremen anvendes efter de givne retningslinjer. Der kan dog forekomme allergisk reaktion over behandlingen og i sjældne tilfælde betændelse. Hvis der under behandlingen kommer rødme, varme og svien skal behandlingen afbrydes og lægen kontaktes.
Steroid-creme hjælper ikke ved arvæv eller ved forhudsforsnævring, når forhuden er sammenvokset med penishovedet.
Kirurgi ved forhudsforsnævring
Børn og drenge under 15 år, som ikke responderer på steroid behandling, bør opereres for forhudsforsnævring i fuld bedøvelse. Voksne opereres som regel i lokalbedøvelse.
Operationen for en forhudsforsnævring er et relativt lille rutineindgreb. Hos Kirurgen.dk i Charlottenlund behandler vi kun voksne patienter i lokalbedøvelse, som efter nærmere aftale kan suppleres med beroligende og smertestillende medicin.
Forberedelse inden operationen
Du skal ikke være fastende, men indtag gerne et let morgenmåltid og drik frit sukkerholdige drikke på operationsdagen.
Tag din sædvanlige medicin, som du plejer. Dog ikke blodfortyndende. Nødvendig rasering foretages af os.
Bedøvelse inden operationen
Bedøvelsen foretages med et stik ved roden af penis, hvor der indsprøjtes lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen fordeler sig så til forhuden efter ca. 5-10 minutter.
Hvordan gennemføres operationen
Forhuden består af to dele – en ydre, det vil sige det, man kan se og en indre, det man ikke kan se. Reglen er, at man skærer noget af den ydre hud og klipper den indre del næsten helt af. Man skærer kun den påvirkede del af forhuden. Som regel mellem en tredjedel og halvdelen af forhuden. Der kan dog være lægelige grunde til at fjerne hele forhuden i forbindelse med en forhudsforsnævring, for eksempel en hudsygdom, der ud over at skrumpe huden også giver hvide pletter. Her er reglen, at hele den angrebne hud skal fjernes. Omskæring af lægelige grunde adskiller sig således fra den, der foretages af religiøse grunde, hvor hele forhuden fjernes. Når den påvirkede del af forhuden er fjernet, sys det indre og det ydre sammen med tråde, der forsvinder af sig selv i løbet af cirka 2 uger.
Efter operationen
Der vil blive lagt bandage rundt om penis for at formindske sivning fra såret. Bandagen kan tages af nogle timer senere. I de første 2-4 timer efter operationen mærker man som regel ikke så meget til operationen, på grund af effekten af lokalbedøvelsen. Efter 4 timer kan man mærke lidt smerter svarende til såret, dog sjældent mere end hvad almindelige smertestillende medicin kan tage. En recept på smertestillende sendes elektronisk til apoteket. I den første uges tid efter indgrebet mod forhudsforsnævring vil penis være hævet og blålig. Trådene begynder at forsvinde allerede 10 dage efter operationen og er helt væk efter ca. 3 uger.
I de første 6-8 uger vil såret se fortykket og uregelmæssigt ud. Efter 3 måneder vil hævelsen aftage og såret bliver meget pænere.
Er der komplikationer
Komplikationer er sjældne. Der kan opstå blødning. Blødningen kan ofte stoppes ved at presse et rent lommetørklæde fast mod såret i 10-15 minutter.
I sjældne tilfælde skal der sættes et enkelt sting eller to. Risikoen for infektion bør også nævnes, men optræder ekstremt sjældent.
Vi vil gerne høre fra dig ved:
- Blødning som ikke kan stoppes.
- Større blødning end beskrevet ovenfor.
- Feber over 38,5 eller andre symptomer, som giver mistanke om infektion.
Genoptagelse af arbejde
Arbejdet kan påbegyndes, når du føler dig klar. En sygemelding er sjældent nødvendig.
Forsikringsspørgsmål
Vær opmærksom på, at der kan gælde særlige forsikringsbetingelser, hvis du rejser som nyopereret. Planlægger du en udlandsrejse, er det derfor en god idé forud for afrejse at orientere SOS (telefon: 7010 5055 mellem 9-16), som varetager Sygesikringens udlandsforpligtelser.
Kontakt
Er der spørgsmål omkring forhudsforsnævring, ring da til Kirurgen.dk i Charlottenlund på tlf. nr. +45 39 64 01 25 – i telefontiden mandag til torsdag klokken 9-12 og 13-14. Eller benyt e-mail mail@kirurgen.dk . Efter operationen udleveres akutnummer.