Irritabel Tyktarm (IBS)

Hvad er irritabel tyktarm?

Irritabel tyktarm (IBS), også kendt som colon irritabile, er en udbredt funktionel tarmlidelse, der rammer 10-20% af befolkningen, og ses hyppigere hos kvinder end mænd. Tilstanden er kendetegnet ved mavesmerter, oppustethed og et vekslende afføringsmønster, uden at der kan påvises sygdomsforandringer i selve tarmen ved undersøgelser. Nyere vævsprøver tyder dog på, at der kan være tale om en mild betændelsestilstand i tarmslimhinden.

Mulige årsager til irritabel tyktarm

Den præcise årsag til IBS er ukendt, men flere faktorer menes at spille en rolle:

Livsstil: En vestlig livsstil med en kost rig på fedt og sukker, men fattig på fibre, samt mangel på motion.
Ændret tarmfunktion: Forstyrrelser i tarmens bevægelsesmønster og nervesystem.
Øget smertefølsomhed: Tarmens bakteriesammensætning kan påvirke nerver og immunsystemet, hvilket kan øge følsomheden og smerteoplevelsen fra tarmen.
Genetik: Arvelige faktorer kan have en betydning.
Psykiske faktorer: Stress, angst og humørsvingninger kan forværre symptomerne.
Efter tarminfektion: Tilstanden kan opstå efter en infektion med bakterier som f.eks. Salmonella.

Typiske symptomer på irritabel tyktarm

Oppustet og udspilet mave.
Mavesmerter, som ofte lindres efter afføring.
Vekslende afføring (tynd, hård eller en blanding).
Hyppige toiletbesøg om morgenen med en følelse af ufuldstændig tømning.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller typisk diagnosen ud fra dine symptomer baseret på de såkaldte Rom-kriterier: Tilbagevendende mavesmerter mindst én dag om ugen over de seneste tre måneder, som er forbundet med mindst to af følgende:

Relateret til afføring (enten lindring eller forværring).
Forbundet med en ændring i afføringsfrekvens.
Forbundet med en ændring i afføringens udseende.

For at udelukke andre sygdomme kan lægen foretage yderligere undersøgelser, såsom kikkertundersøgelser eller tests for laktoseintolerans og cøliaki (glutenallergi).

Behandlingsmuligheder

At finde den rette behandling er ofte en længere proces, og en symptomdagbog kan være et nyttigt redskab. Behandlingen fokuserer på kost, motion og eventuelt medicin.

1. Kost og Diæt

Generelle kostråd: Mange oplever, at visse fødevarer forværrer symptomerne. Det gælder ofte løg, kål, bønner, mælkeprodukter, kulsyreholdige drikke og kunstige sødemidler. Det er vigtigt at teste mistænkte fødevarer flere gange, før man udelukker dem helt for at undgå en ensidig kost.
Low FODMAP-diæten: Den bedst undersøgte diæt til IBS. Den går ud på midlertidigt at fjerne en gruppe kulhydrater (FODMAPs) og derefter systematisk genintroducere dem for at identificere personlige triggere. Diæten er kompleks og bør følges i samråd med en diætist for at undgå fejlernæring.
Svensk IBS-diæt: En mindre restriktiv diæt, der fokuserer på regelmæssige, små og hyppige måltider, langsom spisning og en generel reduktion af fedt, stærke krydderier, kaffe, alkohol og luftdannende fødevarer.
Laktosefri diæt: Nogle patienter oplever bedring ved at undgå mælkesukker. Hvis man udelukker mælkeprodukter, er det vigtigt at sikre et tilstrækkeligt kalkindtag fra andre kilder.

2. Motion

Regelmæssig motion er dokumenteret til at mindske symptomerne. 20-60 minutters aktivitet, 3-5 gange om ugen (alt fra gåture til mere intensiv træning), har vist positiv effekt.

3. Medicinsk Behandling

Medicin bruges til at håndtere specifikke symptomer, og det kræver ofte tålmodighed at finde den rette løsning i samarbejde med lægen.

Ved forstoppelse:
- Førstevalg: Loppefrøskaller (HUSK), som øger fibermængden og suger vand til sig.
- Andet valg: Osmotisk virkende afføringsmidler som Magnesia eller Movicol, der trækker vand ind i tarmen.
Andre behandlinger: I særlige tilfælde kan lægen overveje medicin, der stimulerer tarmens bevægelser, lavdosis antidepressiv medicin (mod smerter), kognitiv terapi eller mindfulness. Fækal transplantation (overførsel af tarmbakterier fra en rask donor) er en nyere behandling, der stadig er på forsøgsstadiet.

Prognose og risici

IBS er en kronisk tilstand, der kan svinge i intensitet. Den er ikke forbundet med en øget risiko for tarmkræft, men kan være associeret med andre lidelser som hovedpine, fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom.