FAQ

Koloskopi

En koloskopi er en undersøgelse, der bruges til at påvise eventuelle sygdomme i tyktarmen og endetarmen. Under en koloskopi indsættes en lang, fleksibel slange (koloskop) i endetarmen. Et lille videokamera i spidsen af slangen giver lægen mulighed for at se indersiden af hele tyktarmen. Om nødvendigt kan polypper eller andre typer unormalt væv fjernes under en koloskopi. Vævsprøver (biopsier) kan også udtages under en koloskopi.

Hæmorider

Hæmorroider er hævede blodårer i den laveste del af endetarmen. Forstoppelse, fysisk aktivitet, graviditet og andre former for belastning af den nederste del af endetarmen kan få de blodårer til at blive så tynde, at de buler ud og bliver irriteret. Hæmorroider er en af de mest kendte årsager til blødning i endetarmen. De er sjældent farlige, men du skal kontakte din læge for at sikre dig, at du ikke har en mere alvorlig tilstand. 

Hæmorider er og vedbliver at være godartede, men de kan være meget generende og give smerter, svie, kløe og sidst men ikke mindst blødning. Hæmorider inddeles i fire sværhedsgrader:

• Grad 1: Hæmoriderne sidder indvendig, og giver blødning.
• Grad 2: Hæmoriderne falder ud ved afføring, og glider tilbage af sig selv igen
• Grad 3: Hæmoriderne glider ikke mere tilbage efter afføring, men kan skubbes på plads.
• Grad 4: Hæmoriderne hænger altid udenfor endetarmsåbningen, og der kan komme sår på den.

Hæmorider, der går i sig selv igen, kan efterlade små udvendige hudlapper, der kaldes marisker. I modsætning til hæmorider bløder de ikke og giver normalt ikke smerter, men gør hygiejne vanskelig.

Hvordan føles hæmorider

Hæmorider kan vise sig på flere måder:

• Hæmorider kan medføre lidt blod på papiret, når man tørrer sig, men kraftigere, frisk blødning kan også opstå ved afføring.
• Hæmorider kan give svie og kløe og ikke mindst smerter, eventuelt som et akut tilfælde, hvor de hænger udenfor og kommer i klemme i anus.
• Udvendige hæmorider gør hygiejne meget vanskelig.
• Man bør under alle omstændigheder undersøges hos lægen, da andre sygdomme i tarmen end hæmorider kan give blødning.

Hvordan foregår undersøgelsen

Lægen (oftest kirurgen) vil med en finger føle op i endetarmen og derefter foretage en såkaldt anoskopi det vil sige en kikkertundersøgelse af analkanalen. Har der været blødning, bør der også foretages en kikkert-undersøgelse højere op i tarmen (sigmoideoskopi), fordi blødning eventuelt kan være tegn på en polyp eller tarmbetændelse eller i sjældne tilfælde kræft.

Hvordan behandler man hæmorider

Indvendige hæmorider (Grad 1) kan godt ophøre med at give symptomer, især hvis de er en følge af forstoppelse, som er blevet behandlet til blød afføring. Det gælder også under en eventuel graviditet.

I disse tilfælde kan hæmoridesalver, stikpiller og cremer lindre. De indeholder stoffer til lokalbedøvelse samt ofte binyrebarkhormon (steroid), der kan nedsætte vævsreaktionen. Disse er normalt på recept og ordineres af den behandlende læge og bør kun anvendes i kortere perioder.

Hvilke operationstyper findes der for hæmorider

Der findes fire operationstyper til behandling af hæmorider. Valg af operationstype afhænger af sværhedsgraden (se boksen til højre).

Hæmorider af grad 1 og 2 kan ofte klares ambulant med den såkaldte ’elastikmetode’.

Hæmorider af grad 3 og 4 kan kun behandles effektivt ved en af de tre operationstyper, Stapler-metoden, THD-operation eller åben operation, som foregår på et hospital, offentligt eller privat.

Hvis der er kommet svære hæmorider efter en graviditet og fødsel, kan man lade gå et stykke tid, inden eventuel stillingtagen til en operation.

Elastikmetoden (McGivneys behandling)

Ved hjælp af et særligt apparat skydes et stramt gummibånd ind over hæmoriderne til deres rod. Derved standses blodfylden i hæmoriderne, som visner og falder af efter to til fire dage. Behandlingen medfører sædvanligvis kun lidt ubehag og sjældent smerter og skal gentages med nogle ugers mellemrum, for at alle hæmorider kan blive fjernet ad denne vej. Der kan være lidt smerter efter behandlingen.

Stapler-metoden

En relativt ny type operation, som kaldes ’stapler-metoden’ tilbydes i dag i de fleste regioner. Denne type operation efterlader ingen åbne sår, giver færre smerter og et kortere helingsforløb. Metoden består i at sætte det udfaldne hæmoridevæv på plads igen, så den normale endetarmsåbning genskabes. Det gøres ved at anvende et specielt instrument, en såkaldt ’stapler’. Instrumentet udskærer et slimhindebånd lidt oppe i endetarmen, og det udfaldne væv med hæmoriderne hejses på plads. Samtidig afskæres en del af blodforsyningen, hvorved hæmoriderne falder sammen. Der efterlades en indvendig ring af små titatinum-klips, som udstødes i løbet af måneder, uden at man mærker noget. I en del tilfælde vil det dog samtidig være nødvendigt at fjerne overskydende, fortykket hud eller hudlapper (manisker), hvorfor der her vil være mindre sår.

Denne type operation kan foregå enten efter rygmarvsbedøvelse eller fuld bedøvelse. Ofte varer operationen ikke mere end et cirka et kvarter og man kan tage hjem samme dag.

Langt de fleste tilfælde af hæmorider vil være velegnet til denne type operation, der nu har været anvendt i en længere årrække og er veldokumenteret. I få (svære) tilfælde kan det være nødvendigt at gentage operationen senere, for at opnå et endeligt godt resultat, der holder i fremtiden.

THD-operation (Transanal Hæmoride De-arterilisation)

Ved denne operation benyttes en ultralydssonde til at lokalisere de indvendige pulsårer til hæmoriderne, som herefter afsnøres, hvorved hæmoriderne vil skrumpe. Hvis der samtidig foreligger en løs slimhinde vil denne blive syet op, så et udfald gennem anus ikke mere vil være mulig.

Åben operationHer fjernes hæmoriderne sammen med den overskydende hud/slimhinde, enten i lokal-, eller rygmarvsbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Operationen medfører flere smerter end stapler-metoden, og det tager 4-6 uger, før sårene er helede.

Antallet af hæmoride-operationer var i 2011: Kvinder 2545, Mænd 2883. Det er ikke lige muligt at sige noget om, hvorledes operationerne fordeler sig på de enkelte typer af stapler, THD og åbne operationer.

Åreknuder (varicer)

Åreknuder (varicer) er synlige, uregelmæssige udvidelser i benenes overfladiske blodårer (vener). Venernes funktion er at lede blodet tilbage til hjertet. Venerne indeholder veneklapper, som skal forhindre, at blodet løber den forkerte vej, når man ved bevægelse af benenes muskler øger blodtrykket i en vene. Åreknuder (varicer) opstår, hvis veneblodtrykket i benenes blodårer bliver så højt, at blodkarret giver efter og udvides. Hos personer med meget elastisk bindevæv kan åreknuder (varicer) dannes ved normalt veneblodtryk. I de fleste tilfælde skyldes udviklingen af åreknuder en kombination af utætte veneklapper, eftergiveligt bindevæv og stillestående arbejde. Generne (arvelighed) spiller en stor rolle i udvikling af åreknuder. Derfor ses åreknuder oftest i flere familiemedlemmer.

Blod i afføring – skal jeg være bekymret

Blod i afføringen skyldes en blødning fra mavetarmkanalen. Hæmorroider, rifter, kronisk tarmbetændelse, mavesår og svulster i tarmkanalen er de hyppigste årsager til blod i afføringen. Første gang du opdager blod i afføringen, bør du altid kontakte lægen. Har du både mavesmerter og blod i afføringen, skal du ringe til lægen med det samme.

Blod i afføringen kan være tegn på alvorlig sygdom – som kræft eller kronisk betændelse i tarmen. Men i de fleste tilfælde vil blod i afføringen være tegn på mindre alvorlige sygdomme – som hæmorroider eller rifter i endetarmen. Blod i afføring kan være synlig frisk blod, sort afføring eller okkult blod (opdages ved en afføringsprøve).

Irritabel tarm

Er en funktionel tarmlidelse, som består af mavesmerter/ubehag med forstyrret afførings-mønster og/eller afføringsform og ofte med lindring af symptomerne ved afføring. Irritabel tarm (IBS) kan debutere når som helst i livet, men ofte allerede i barneårene eller den unge voksenalder. 15 % af befolkningen har irritabel tarm (IBS)

Mavesår

Mavesår er et sår i slimhinden i mavesækken eller i øvre del af tolvfingertarmen. Mavesår opfattes i dag især som en infektion, der i de fleste tilfælde skyldes bakterien Helicobacter Pylori(forkortet HP) – mavesårsbakterien. Man regner med, at 95% af sårene i tolvfingertarmen og 70% af sårene i mavesækken skyldes infektion med Helicobacter pylori. Mavesår kan ses ved en kikkertundersøgelse af mavesækken og tolvfinger tarmmen ( gastroskopi). Undersøgelsen kan udføres oralt ( igennem munden) eller nasalt ( igennem næsen med en tyndere kikkert). I klinikken tilbyder vi begge undersøgelser.

Gastroskopi

En gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen (det første stykke af tyndtarmen). Til gastroskopi anvendes en tynd, bøjelig kikkert på tykkelse med en lillefinger, der kaldes et gastroskop, som via munden ”oral gastroskopi” eller næsen ved brug af en 5 mm bred bøjelig kikkert ”nasal gastroskopi” føres ned gennem spiserøret og mavesækken til tolvfingertarmen. Kikkerten har et videokamera placeret i spidsen, der overfører farvebilleder fra kroppens indre til en skærm. Derudover kan man indføre forskellige instrumenter igennem gastroskopet, der gør at man kan tage vævsprøver eller udføre behandlinger som for eksempel at fjerne polypper som en del af undersøgelsen.

Kikkertundersøgelse (endoskopi) 

Endoskopi er en ikke-kirurgisk procedure, der bruges til at undersøge fordøjelseskanalen, Ved hjælp af et endoskop, et fleksibelt rør med et lys og kamera fastgjort til det, kan lægen se billeder af din fordøjelseskanal på en skærm Under en øvre endoskopi (gastroskopi) føres et endoskop let gennem munden eller næsen og ind i spiserøret, hvilket giver lægen mulighed for at se spiserøret, maven og den øverste del af tyndtarmen (tolvfingertarmen). Tilsvarende kan et endoskop føres ind i tyktarmen gennem. Denne procedure kaldes sigmoidoskopi eller koloskopi, afhængigt af hvor meget af tyktarmen skal undersøges.

Mavesmerter

Langt de fleste mennesker oplever i perioder af deres liv smerter i maven. Ofte er mavesmerter noget, der forsvinder hurtigt igen, men mavesmerterne kan også være tilbagevendende. Cirka 10-15% af danskerne oplever smerter i maven eller maveproblemer i løbet af et kalenderår, og mange af dem er i tvivl om, hvorvidt de skal søge lægehjælp vedrørende mavesmerterne. Mavesmerter er et symptom, som kan skyldes mange forskellige ting. I maven er der mange forskellige organer, som kan være skyld i mavesmerter. Der foretages en skelnen mellem smerter i mavesækken og smerter i tarmregionen. Ved tilbagevendende eller vedvarende smerter i maven bør man kontakte lægen mhp afklaring af årsagen.

Tyktarmsudposninger

Tyktarmsudposninger (divertikler) er udposninger i slimhinden på tyktarmen og meget udbredt blandt mennesker over 40 år. Det er en ufarlig tilstand, som ikke nødvendigvis giver symptomer.

Nogle af de mennesker, der har udposninger (divertikler), oplever at udvikle betændelse i disse, diverticulitis muligvis på grund af ophobning af fæces i udposningerne, som giver overdrevet bakterievækst.

Betændelse i udposningerne, diverticulitis, giver oftest følgende symptomer:

• smerter og ømhed i nedre, venstre del af maven (hvor den sidste tredjedel af tarmen er placeret)
• feber
• delvis eller helt manglende tarmfunktion
• påvirket almen tilstand og opkastninger

Undersøgelse og behandling

De fleste tilfælde af divertikulitis ( betændelse i udposningerne) kræver ikke noget speciel behandling udover almindelige håndkøbs smertestillende , fiberrig kost og rigelig væske. Hvis der opstår feber, påvirkning af almen tilstand eller svære smerter, så er der som regel indikation for antibiotikabehandling og i sjældne tilfælde kirurgi. Din læge kan vurdere om du får brug for behandling.

Diagnosen stilles ofte klinisk. Ved kompliceret divertikulit er indikation for indlæggelse på hospitalet. Her bliver der foretaget CT-scanning af maven for at bekræfte diagnosen og udelukke andre årsager til mavesmerter.

Du vil blive tilbudt en kikkertundersøgelse af når sygdommen er faldet helt til ro. Typisk bliver kikkertundersøgelsen foretaget 4-8 uger senere. Kikkertundersøgelsen tilbydes for at udelukke, at der kan være tale om ondartet sygdom.

Polypper i tyktarm eller endetarm

Polypper i tyktarmen (colon) eller endetarmen (rectum) ses hyppigt. Nogle polypper (adenomer) udgør et tidligt forstadium til kræft. Langt de fleste er kun få millimeter store, men polypper kan blive op til flere centimeter, og risikoen for kræftudvikling stiger med størrelsen. Det vides, at næsten alle tilfælde af kræft i tyktarmen og endetarmen udgår fra sådanne polypper men det er dog langt de færreste polypper, som vil udvikle sig til kræft, og hvis det sker, sker det over adskillige år. Sammenhængen er dog så sikker, at alle patienter med polypper i tarmen bør undersøges grundigt, og de fleste kontrolleres i en årrække for at mindske risikoen for kræftudvikling.

Årsagen til polyppernes opståen kendes ikke, men det antages, at der er en vis forbindelse med kosten. Det er dog ikke muligt at give forebyggende kostvejledning. Desuden kan polypper i sjældne tilfælde være arvelige. Polypper ses oftest hos ældre, og sjældent hos mennesker under 40 år.

Polypperne giver kun sjældent symptomer, og ofte bliver de først fundet, når lægen undersøger dig for andre lidelser, fx hæmorider. Af og til kan især store polypper give symptomer i form af blødning, ændret afføringsmønster eller blodmangel.

Undersøgelse og behandling

Der er flere undersøgelser, der kan fastslå, om du har polypper i din tarm.

Undersøgelse af endetarmen (rektaleksploration) – Med en finger i endetarmsåbningen undersøger lægen de nederste 8-10 centimeter af din endetarm.

Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen (sigmoideskopi) – Den nederste del af tyktarmen udtømmes inden undersøgelsen. Med en tynd bøjelig kikkert kan den ne- derste del af tyktarmen efterses, og der kan tages vævsprøver, og eventuelle polypper kan fjernes. Ved fund af polypper ved sigmoideoskopi bør der altid foretages fuld koloskopi for at udelukke polypper i resten af tarmen.

CT-skanning af tyktarmen – Først sprøjter vi et flydende kontraststof ind i din en- detarm, og der pustes luft i tarmen. Herefter foretages CT-skanning af tarmen. Undersøgelsen kan ikke på- vise polypper mindre end cirka 1 cm, ligesom der ikke kan tages vævsprøve eller fjernes polypper.

Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) – Efter udtømning af tarmen indføres via endetarmsåb- ningen en godt 11⁄2 meter lang, tynd bøjelig kikkert, som i spidsen er udstyret med et kamera. På en TV- skærm ses tarmens inderside, og kikkerten føres igennem hele tyktarmen til overgangen mellem tyk- tarm og tyndtarm. Under tilbagetrækningen kan alle tarmafsnit grundigt efterses, og der kan tages vævs- prøver, og eventuelle polypper kan fjernes.

Sådan fjernes polypperne

Små polypper i tyktarmen og endetarmen fjernes ved en kikkertundersøgelse (koloskopi eller sigmoideoskopi) med en lille tang eller med en elektrisk slynge. Ved meget store polypper kan det være nødvendigt at foretage en kirurgisk behandling, hvor et stykke af tarmen fjernes, fordi det kan være for stor perforationsrisiko at fjerne polyppen via kikkerten.

Hvis du får feber eller smerter eller dårlig almen tilstand i de første 2 dage efter, du har fået fjernet en polyp, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten. Ca. 14 dage efter polypfjernelsen foreligger svaret på mikroskopisk undersøgelse af polyppen eller polyp- perne. Du får svar ved at ringe eller skriver til klinikken.

Hos nogle få procent opstår der blødning i forbindelse med en polypfjernelse ved kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi eller koloskopi). Blødningen er oftest ringe og standser under undersøgelsen, men en sjæl- den gang er operation nødvendig. En endnu sjældnere komplikation er hul på tarmen, som kan nødvendiggøre akut operation med lukning af hullet.

Kontrol

Afhængig af polyppens størrelse, hvor den sad og resultatet af den mikroskopiske undersøgelse, tilbyder vi dig regelmæssig kontrol efter polypfjernelsen.

Kontrollen indebærer en ny kikkertundersøgelse af dine tarme for at sikre, at der ikke opstår nye polypper og for at nedsætte risikoen for udvikling af kræft.

Irritabel tyktarm

Irritabel tyktarm ( colon irritbile) er en lidelse, der viser sig ved mavesmerter, oppustethed samt vekslende afføring. Det er en folkesygdom, idet cirka 10 til 20 procent af befolkningen er ramt af lidelsen, der forekommer langt hyppigere hos kvinder end hos mænd.

Ved irritabel tyktarm foreligger en forstyrrelse af tarmfunktionen uden påviselige forandringer i selve tyktarmen ved forskellige undersøgelser. Vævsprøver har dog vist, at der kan foreligge en form for betændelse i slimhinden.

Hvorfor får man irritabel tyktarm

Man kender ikke årsagen til, hvorfor irritabel tyktarm opstår, men man mener, at følgende faktorer kan have en betydning:

• Vestlig livsstil. Det vil sige forkert kost (for få fibre, for meget fedt og sukker), mangel på motion.
• Ændret mønster for tarm-bevægelser og nervesystemet i tarmen.
• Øget følsomhed for smerter fra tarmen. Tarmens bakterier påvirker tarmens føle- og bevægelsessystem og immunapparat, og det kommunikeres til centre i hjernen. På den måde kan tarmbakterier altså påvirke tarmsystemet, så man bliver mere følsom og oplever smerter fra området.
• Genetisk baggrund.
• Psykiske faktorer som angst, stress og humørsvingninger.
• Efter en tarminfektion med sygdomsfremkaldende bakterier, for eksempel Salmonella.

Symptomerne på irritabel tyktarm

• Maven er oppustet og udspilet.
• Mavesmerter – kan forsvinde ved afføring.
• Afføring er tynd, hård eller blandet.
• Afføring flere gange i træk om morgenen med en fornemmelse af manglende tømning af tarmen (“morgen-løberi”).

Hvordan stiller lægen diagnosen

Diagnosen stilles ud fra symptomerne.

Mindst 3 dage/mdr i 3 mdr med smerter i maven, som ikke kan forklares ud fra strukturelle eller biokemiske abnormaliteter – og som har mindst to af følgende tre karakteristika:

• lindres ved defækation;
• ændring i afføringsfrekvens;
• ændring i afføringens form (udseende)

Samtidig vil man i nogle tilfælde udelukke, at der foreligger betændelser eller andre sygdomme i tarmen med for eksempel kikkert-undersøgelser, og måske også undersøge for laktoseintolerans eller glutenallergi.

Hvilke behandlinger af irritabel tyktarm findes der

Det tager oftest lang tid at finde den bedste individuelle behandling mod IBS. Da symptomerne på IBS varierer meget over tid og det kan være svært at huske dage og uger tilbage i tiden, kan det anbefales at bruge en symptomdagbog, mens man arbejder sig frem mod den bedste behandling.

Kost og irritabel tyktarm

Næsten alle patienter oplever at bestemte fødevarer forværrer deres symptomer. Blandt de fødevarer som oftest giver problemer er de, der medfører øget luftudvikling/vandindhold i tarmen f.eks. løg, kål, bønner og mælkeprodukter. Derudover oplever de fleste forværring af symptomer ved større indtag af kulsyrerholdige drikkevarer og/eller kunstige sødemidler. Imidlertid findes der meget sjældent egentlige fødevareallergier.

Da symptomerne fra IBS varierer meget over tid, skal man passe på med at tro, at en dag med flere symptomer skyldes indtag af noget bestemt mad lige den dag. Det er oftest en tilfældighed, så prøv at spise mistænkte fødevarer flere gange, før de ”dømmes ude”/fjernes helt fra kosten. Vær opmærksom på, at din kost aldrig bliver ensidig, da det kan give mangeltilstande.

Vær kritisk overfor diæter

Ingen diæter er undersøgt særligt grundigt for patienter med irritabel tyktarm. Man må derfor have en sund portion skepsis, når man evt. prøver en diæt af.

Low FODMAP diæten er den bedst undersøgte diæt til behandling af IBS symptomer. Desværre er diæten indtil nu ikke undersøgt på særligt mange patienter, og det er aldrig undersøgt om den er bedre end almindelig dansk kost. Når man er på diæten fjerner man visse kostdele kaldet FODMAPs (Fermentable Oligo-, Di-, Mono-saccharider og Polyoler) som er de kostdele der teoretisk set er værst til at medføre øget luft/væskeudviking i tarmen.

Herefter er det vigtigt at genindføre kostdelene en efter en. Diæten kan forsøges hos patienter med smerter og/eller oppustethed, men da den er svær og meget indgribende i starten, skal man overveje at alliere sig med en diætist eller læse grundigt, før man går i gang. Hvis du ikke er vejledt af en diætist, er der risiko for, at din kost bliver så ensidig, at du bliver fejlernæret. Diæten er kun vist at virke under diætistvejledning.

Svensk IBS diæt er en anden mulig diæt, som er mindre indgribende i hverdagen og som ser ud til at virke lige så godt som low FODMAP diæten. I den diæt anbefales det at spise små hyppige, regelmæssige måltider (3 hovedmåltider, 3 mellemmåltider), spise langsomt i rolige omgivelser og tygge maden ordentligt. Ikke spise sig overmæt. Derudover nedsættes (uden at fjerne): Fedtindholdet i kosten, stærkt krydret mad, kaffe og andre koffeinholdige drikke, alkohol, tyggegummi, sodavand og andre kulsyreholdige drikkevarer, kunstige sødemidler, kål, bælgfrugter, løg, mælkesukker, samt at fordele kostfibrene (f.eks. groft brød, rå grøntsager) over hele dagen.

Laktosefri diæt (mælkesukkerfri diæt). Mange IBS patienter oplever færre symptomer, når de fjerner mælkesukker fra kosten. Imidlertid er der ikke flere IBS patienter med genetisk laktoseintolerance (”rigtig mælkeintolerance”) end blandt den gennemsnitlige danske befolkning. Hvis man fjerner mælkeprodukter fra kosten skal man passe meget på at få kalk nok i kosten fra andre kilder (f.eks. laktosefri kost) eller tablet med kalk.

Motion kan gøre en forskel

Det er vist, at motion nedsætter symptomerne ved IBS. Patienter, der motionerede 20-60 min 3-5 dage i ugen fik det bedre. Motionen var alt fra gåture til hård fitness. Patienterne valgte selv den motionsform, de havde lyst til.

Medicinsk behandling af symptomer på irritabel tyktarm

Symptomerne kan behandles hver for sig og/eller ud fra det mest generende symptom. Der findes i øjeblikket ingen enkeltstående behandling, der på en gang kan afhjælpe både forstoppelse, diare, mavesmerter eller oppustethed. Det er særdeles vigtigt, at forstå, at ingen af nedenstående behandlinger vil kunne fjerne symptomerne helt, men de kan mindske/mildne sværhedsgraden af symptomerne.

Der er oftest nødvendigt at prøve flere typer medicin og/eller kombinationer af medicin af for at finde det, der lindrer symptomerne bedst. Det er oftest en langvarig proces, der kræver et tæt samarbejde mellem patient og læge og en vis portion tålmodighed.

Medicin ved forstoppelse

Man starter altid med at sikre, at der er et væskeindtag mellem 1.5-2L væske pr dag, daglig motion og regelmæssige måltider samt toiletbesøg. På trods af det, har mange behov for afføringsmidler.

HUSK (loppefrøskaller) er et fiberkosttilskud, der suger vand til sig. HUSK vil som regel være førstevalget. Det er vigtigt at starte ud med mindre dosis, der kan øges over nogle dage. Behandlingen skal forsøges i 4 uger, før man kan sige med sikkerhed, om der er nogen effekt eller ej. Nogle vil opleve forværring i oppustethed og/eller mavesmerter og da stoppes behandlingen efter 4 uger.

Andet valg er de afføringsmidler, som trækker vand ind i tarmen (osmotisk virkende). Her kan vælges imellem magnesia (tabletter) og movicol/moxalole/gangiden (pulver). Er der ikke nok effekt  kan der skiftes

Lægen vil anbefale de samme tiltag som er beskrevet under “Hvad man selv kan gøre”.

Desuden, afhængig af de dominerende symptomer, vil lægen anbefale følgende:

• Medicin til at stimulere tarmens bevægelser.
• Afføringsmidler, for eksempel Magnesia en til to styks (0,5 – 1 g) om aftenen.
• Yderst sjældent antidepressiv medicin (små doser), kognitiv behandling eller mindfulness meditation.
• Som noget helt nyt fækal transplantation, det vil sige tilførsel af afføring fra raske personer (endnu ikke rutine-behandling).

Er det risikabelt at have irritabel tyktarm

Tilstanden kan veksle meget, da der jo er mange faktorer indblandet. Der er en sammenhæng med andre lidelser som hovedpine, fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom. Det har vist sig, at nogle få procent senere vil få påviselig sygdom i tarmen, men der er ingen evidens for at IBS øger risikoen for tarmkræft.

Hvad er en fedtknude

En fedtknude er gruppe af fedtceller, der viser sig som en blød knude under huden. Det er ganske almindeligt og helt ufarligt at have en fedtknude.

Fedtknuder er dækket af normal hud og føles blød og gummiagtig i konsistensen. Det er også tit muligt at forskyde fedtknuden lidt rundt under huden. De fleste mennesker har kun en fedtknude, men man kan også have mange af dem på kroppen.

Fedtknuderne kan sidde alle steder, hvoraf skuldrene, overarme, ryggen og låret er de mest almindelige. Oftest er knuderne under fem cm og vokser meget langsomt. Som regel er der ikke ømhed forbundet med fedtknuderne, men presser de på en nerve i nærheden, kan det godt give smerter.

Hvorfor får man en fedtknude

Fedtknuder skyldes, at fedtceller samler sig i en klump med en tynd hinde omkring sig. Man ved ikke helt, hvorfor man får fedtknuder, men det kan ligge til familien at få fedtknuder.

Hvordan behandler man en fedtknude

Fedtknuder er harmløse og ikke et forstadie til kræft. Derfor er det som regel ikke nødvendigt at behandle dem. Ved behov kan de dog fjernes, for eksempel hvis de giver kosmetiske gener, eller hvis de presser på en nerve. Det kan enten gøres ved at skære fedtknuden væk eller ved hjælp af en fedtsugningsteknik.

Hvis man er i tvivl, om det er en fedtknude, eller hvis den ikke kan forskydes, bør man kontakte lægen for at få knuden vurderet.