Kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (Gastroskopi)

Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Nasal gastroskopi repræsenterer den allernyeste udvikling og er den mest skånsomme gastroskopiske metode.

Nasalgastroskopet, der har en diameter på blot 4.9 mm, indføres via et næsebor. Nasal Gastroskopi giver et præcist billede af det indvendige af de nævnte organer og kan påvise årsager til synkebesvær, mavesmerter, halsbrand m.v. Samtidig er det muligt (og smertefrit) at tage vævsprøver til mikroskopisk og bakteriologisk undersøgelse (Helicobakter).

Hos Kirurgen.dk foretages kikkertundersøgelser som Nasal Gastroskopi med digital video teknik, og du kan, hvis du har lyst, selv følge med på TV skærmen.

Forberedelse ved nasal gastroskopi

En fyldt mave kan ikke undersøges. Du må derfor ikke spise 6 timer før og ikke drikke 4 timer før din kikkertundersøgelse. Undgå store måltider og især mælkeprodukter på undersøgelsesdagen. Nødvendig medicin må indtages med et glas vand.

Kikkertundersøgelse

Ved en nasal gastroskopi bedøves næsen med en klar gel (Xylocain). Man bedøver begge næsebor for at kunne vælge det, hvor der er bedst plads, idet pladsforholdene hele tiden ændrer sig. Under selve undersøgelsen ligger du på venstre side. Efter indføring gennem næsen bliver du bedt om at synke, hvorefter skopet nemt passerer ned i spiserøret. Herefter synker du, hvis du selv har behov herfor. Under Nasal Gastroskopi undersøgelsen har du ”fri” mund, så vejrtrækningen er ubesværet, og du kan synke og tale normalt.

En Nasal Gastroskopi kikkertundersøgelse varer sjældent over 5 minutter. Mavesækken er hos den fastende tom og sammenfalden. For at kunne se noget blæses lidt luft i mavesækken. Det kan give bøvsetrang, som gerne må undertrykkes under undersøgelsen. Hos ganske få er der ikke tilstrækkelig plads i næsen. I disse tilfælde indføres skopet gennem munden. Dette kræver ikke yderligere bedøvelse.

Efter undersøgelsen

På grund af lokalbedøvelsen i halsen er der en lille risiko for at få mad og drikke i “den gale hals”. Men allerede efter 20 minutter må du spise og drikke igen. Start med lidt vand.

Er Nasal Gastroskopi farligt?

Komplikationer i forbindelse med nasal gastroskopi forekommer, men er i rutinerede hænder så sjældne, at der ikke er grund til bekymring.

Kontakt

Er der spørgsmål i øvrigt, ring da til Kirurgen.dk i Charlottenlund – +45 39 64 01 25 – i telefontiden mandag til torsdag klokken 9-12

Eller benyt e-mail mail@kirurgen.dk.

KONTAKTINFORMATIONER

Hans Edvard Teglers Vej 9, 1.sal. 2920 Charlottenlund

TIDSBESTILLING

Vi er på telefonen mandag-torsdag
fra kl. 09-12

FOR HENVISENDE LÆGER

Ydernummer 215430