Dieulafoys læsion
Skrevet og fagligt gennemgået af Bahir Hadi, speciallæge i kirurgi, PhD
Publiceret: 20. november 2026
Dieulafoys læsion: Et lille kar, der kan give stor blødning
Dieulafoys læsion er et usædvanlig stort arteriekar, som ligger tæt under slimhinden i mavesækken eller andre dele af mave-tarm-kanalen. Karret forgrener sig ikke som normalt i mindre kar, men bevarer sin diameter helt op til slimhinden. Når slimhinden over karret beskadiges, kan det give voldsom, ofte tilbagevendende blødning fra et område, der ellers ser helt normalt ud.
Læsionen blev første gang beskrevet af den franske kirurg Paul Georges Dieulafoy i 1898. I internationale oversigter angives den at stå for omkring 1-2 procent af akutte blødninger i mave-tarm-kanalen [1], mens Lægehåndbogen angiver 1-5 procent hos voksne [3]. Den regnes for at være underdiagnosticeret snarere end egentlig sjælden og er en klassisk årsag til uforklaret blødning i mave-tarm-kanalen.
Hvad mærker du?
Dieulafoys læsion giver ingen symptomer, før den begynder at bløde. Blødningen er typisk:
- Pludselig og kraftig
- Med blodig opkastning (hæmatemese) eller sort, tjæreagtig afføring (melæna), ofte begge dele
- Uden forudgående smerter eller dyspepsi
- Ofte tilbagevendende, fordi blødningen kan stoppe spontant og starte igen senere
Hos personer med stor blødning ses kredsløbspåvirkning med bleghed, svimmelhed, hjertebanken og besvimelse.
I sjældnere tilfælde sidder læsionen i tyndtarmen, tyktarmen eller endetarmen og giver frisk eller mørk rektalblødning uden klar kilde ved gastro- eller koloskopi.
Hvor sidder den?
- Mavesækken er det hyppigste sted. Af de læsioner, der sidder i mavesækken, findes langt de fleste i den øverste del, inden for cirka 6 cm af overgangen mellem spiserør og mavesæk [1,3]
- Omkring en tredjedel sidder uden for mavesækken, hyppigst i tolvfingertarmen (duodenum) og dernæst i tyktarmen [1]
- Sjældnere i endetarmen og spiserøret
Læsionen beskrives i litteraturen især hos voksne, oftere hos mænd og hos personer med anden sygdom [3]. Fordelingen varierer mellem opgørelser, og tallene kan ikke overføres direkte til den enkelte.
Hvorfor sker det?
Årsagen kendes ikke med sikkerhed. Meget taler for, at karvarianten er medfødt, blandt andet fordi læsionen er beskrevet hos nyfødte, men det er en velbegrundet antagelse og ikke et fastslået faktum [1,3]. Hvad der udløser selve blødningen, er ofte uklart. Forhold, der indgår i lægens vurdering, er:
- Blodfortyndende medicin og NSAID-præparater (gigtpræparater som ibuprofen), som øger blødningsrisikoen generelt. Lægehåndbogen nævner hyppigere forekomst efter langvarig NSAID-brug [3]
- Mekanisk slid på slimhinden, for eksempel ved opkastninger
- Lokal slimhindeskade
Blødningen opstår, når den tynde slimhinde over det store kar går i stykker, så karret ligger blottet og brister.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen kan være svær, fordi læsionen er lille (typisk 2-5 mm) og den omgivende slimhinde ser normal ud.
- Gastroskopi er den første undersøgelse og samtidig behandlingsmulighed ved akut blødning. Læsionen findes ofte allerede ved den første undersøgelse, men den kan overses, blandt andet fordi blod dækker slimhinden, eller fordi blødningen er stoppet, når man kigger. I en samlet oversigt blev diagnosen stillet ved første gastroskopi hos op til 70 procent, og en mindre gruppe havde brug for tre eller flere undersøgelser [1]. Klassisk ses en lille, pulserende blødning eller en synlig karstump uden sår omkring.
- Gentaget gastroskopi kan derfor være nødvendig, hvis den første undersøgelse er negativ og blødningen fortsætter eller vender tilbage [3].
- CT-angiografi er nyttig ved aktiv blødning, der ikke kan lokaliseres endoskopisk.
- Mesenterial angiografi kan både diagnosticere og behandle ved kateterembolisering.
- Kapselendoskopi og ballonenteroskopi ved mistanke om læsion i tyndtarmen.
- Endoskopisk ultralyd kan i udvalgte tilfælde hjælpe med at se karret under slimhinden og bekræfte, at blodgennemstrømningen er ophørt efter behandling [1].
Nogle patienter får først diagnosen efter mere end én blødningsepisode.
Behandling
Førstevalget er endoskopisk behandling. Den lykkes i de fleste tilfælde; Lægehåndbogen angiver en succesrate på 90-95 procent, og internationale oversigter angiver over 90 procent [1,3]. Den europæiske endoskopiorganisation ESGE anbefaler ved Dieulafoys læsion termisk behandling, mekanisk behandling (hæmoklips eller elastikligatur) eller kombinationsbehandling, hvor indsprøjtning af fortyndet adrenalin kombineres med termisk eller mekanisk behandling [5]. Den senere ESGE-opdatering fra 2021 handler om blødende mavesår og henviser for andre blødningskilder tilbage til 2015-anbefalingerne [6].
- Hæmoklips er små metalclips, der lukker karret mekanisk. Lægehåndbogen anser dem for bedst egnede [3]
- Elastikligatur er en mulighed, blandt andet hvor mavesækkens væg er tynd [3]
- Termisk koagulation med argonplasma eller varmesonde
- Indsprøjtning af fortyndet adrenalin trækker karret sammen og mindsker blødningen midlertidigt, så man bedre kan se og behandle. Adrenalin bruges som supplement og er ikke i sig selv en varig behandling [5]
Ofte kombineres flere teknikker for at sikre varig blodstandsning. Fornyet blødning efter behandling ses hos op mod 20 procent, og de fleste af dem kan behandles endoskopisk igen [3].
Ved svigt af endoskopisk behandling anbefaler ESGE embolisering gennem et kateter i pulsåren (transarteriel embolisering) eller operation [5]:
- Transarteriel embolisering udføres af en radiolog. Gevinsten vurderes i det enkelte tilfælde
- Kirurgi, typisk kileresektion af det blødende område. Forbeholdt patienter, hvor de andre teknikker ikke kan stoppe blødningen
Efter vellykket behandling er der som regel ikke behov for rutinemæssig kontrolgastroskopi. Blodprocenten kontrolleres hos egen læge, og hvor tæt du ellers følges, afhænger af forløbet, øvrig sygdom og den samlede medicin [3].
Prognose
Dødeligheden er faldet markant, efter at endoskopisk behandling blev standard. I en samlet oversigt angives et fald fra omkring 80 procent i ældre opgørelser til under 10 procent i nyere serier [1]. Tallene stammer fra små serier med forskellige patientgrupper og perioder og kan ikke sammenlignes direkte. De fleste, der får læsionen behandlet, har god langtidsprognose, og for de fleste kommer blødningen ikke igen [4].
Hvornår skal du søge læge?
Ring 112 ved:
- Kraftig blodig opkastning
- Pludselig stor mængde rødt blod fra endetarmen
- Besvimelse, hurtig puls, kold og klam hud eller påvirket bevidsthed sammen med mavesymptomer
Kontakt akuttelefonen (1813 i Region Hovedstaden, ellers den lokale lægevagt) med det samme og bed om akut hospitalsvurdering ved sort, tjæreagtig afføring eller mindre blodopkast, hvor du ellers har det stabilt.
Egen læge ved uforklaret jernmangelanæmi, særligt hvis tidligere gastro- og koloskopier ikke har fundet en kilde.
Ofte stillede spørgsmål
Er Dieulafoys læsion arvelig? Der er ikke beskrevet familiær ophobning. Karvarianten anses formentlig for medfødt, men årsagen er ikke fuldt afklaret.
Kan den forsvinde af sig selv? Nej. Karret bliver siddende. Blødningen kan stoppe midlertidigt, men risikoen for ny blødning består, indtil læsionen er behandlet.
Hvorfor kan den være svær at finde? Den er lille, blødningen er ofte stoppet, når undersøgelsen laves, og den omgivende slimhinde er normal. Erfarne endoskopører leder derfor særligt langs den øverste del af mavesækken hos patienter med uafklaret blødning.
Får jeg det igen efter endoskopisk behandling? En del får fornyet blødning efter teknisk vellykket behandling, i opgørelser op mod hver femte. De fleste, der får tilbagefald, kan behandles endoskopisk igen.
Skal jeg stoppe blodfortyndende medicin? Det skal vurderes individuelt. Helt at stoppe kan øge risikoen for blodprop, så valget tages sammen med de læger, der har ordineret medicinen, og den afdeling, der behandlede blødningen. Langvarig NSAID-brug frarådes [3].
Om tallene på denne side: forekomst-, komplikations-, recidiv- og overlevelsestal ved sjældne tilstande bygger på opgørelser fra specialiserede centre med relativt få patienter, ofte over forskellige tidsperioder og med forskellige definitioner. Tallene varierer derfor mellem serier og kan ikke overføres direkte til den enkelte patient.
Kilder
- Baxter M, Aly EH. Dieulafoy's lesion: current trends in diagnosis and management. Ann R Coll Surg Engl. 2010;92(7):548-554. PubMed
- Lee YT, Walmsley RS, Leong RW, Sung JJ. Dieulafoy's lesion. Gastrointest Endosc. 2003;58(2):236-243. PubMed
- Sundhed.dk, Lægehåndbogen. Dieulafoy læsion. Opdateret 12.10.2023.
- Sundhed.dk, Patienthåndbogen. Mavetarmblødning, Dieulafoy læsion. Opdateret 12.10.2023.
- Gralnek IM, Dumonceau JM, Kuipers EJ, et al. Diagnosis and management of nonvariceal upper gastrointestinal hemorrhage: European Society of Gastrointestinal Endoscopy (ESGE) Guideline. Endoscopy. 2015;47(10):a1-a46. PubMed
- Gralnek IM, Stanley AJ, Morris AJ, et al. Endoscopic diagnosis and management of nonvariceal upper gastrointestinal hemorrhage (NVUGIH): ESGE Guideline, Update 2021. Endoscopy. 2021;53(3):300-332. PubMed
Denne artikel er almen information og erstatter ikke lægekonsultation. Kontakt din egen læge ved symptomer.
