Halitose (kronisk dårlig ånde): klinisk baggrund, udredning og behandling

Halitose (kronisk dårlig ånde): klinisk baggrund, udredning og behandling

---

Resumé (Abstract)

Halitose (kronisk dårlig ånde) er en klinisk og psykologisk byrde, og mange oplever den i kortere eller længere perioder. Hvor mange der har vedvarende dårlig ånde, er svært at opgøre. En metaanalyse af 13 befolkningsundersøgelser samlede tallene til 31,8 procent (95 procent CI 24,6-39,0), men studierne brugte vidt forskellige definitioner og målemetoder, og heterogeniteten er stor [2]. Estimatet beskriver derfor ikke, hvor mange der har klinisk verificeret kronisk halitose. De internationale Clinical Practice Guidelines on the Diagnosis and Treatment of Halitosis (Shang et al., International Dental Journal, 2026) samler den nuværende viden i en fælles diagnostisk ramme [1]. Dokumentet er skrevet af en international forfattergruppe og er ikke en dansk eller europæisk selskabsretningslinje. Hos de fleste ligger årsagen i mundhulen. Hos et mindretal ligger den uden for mundhulen, i næse, bihuler, mandler eller lunger, og sjældnere i mave-tarm-kanalen, stofskiftet eller hormonsystemet [1]. En mave-tarm-årsag skal derfor kun undersøges, når der er en selvstændig klinisk mistanke, for eksempel sure opstød og refluks eller synkebesvær. Er der det, kan udredningen omfatte gastroskopi. Selve lugtprofilen kan karakteriseres med gasanalyse ved dårlig ånde hos EndoCap.

---

1. Klassifikation

Den internationale konsensus inddeler halitose i tre hovedgrupper:

I. Genuin halitose – en vedvarende dårlig ånde, som kan bekræftes af andre end patienten selv, typisk ved klinisk organoleptisk vurdering og eventuelt understøttet af instrumentelle målinger. Der findes ikke en universel instrumentel grænseværdi, som i sig selv afgør, om der er halitose.

• Fysiologisk halitose: Forbigående lugt – fx "morgenånde" pga. nedsat spytflow under søvn, eller kortvarig lugt fra hvidløg, løg og krydderier.
• Patologisk halitose:
  • Intraoral: Årsagen ligger i mundhulen. Det er langt den hyppigste gruppe [1].
  • Ekstraoral: Et mindretal. Årsagen kan ligge i næse, bihuler, mandler eller lunger, og sjældnere i mave-tarm-kanalen, stofskiftet eller hormonsystemet [1].

II. Pseudohalitose – patienten oplever vedvarende dårlig ånde, men der findes ikke tilsvarende fund ved klinisk vurdering. Mange får det bedre af en tandfaglig gennemgang og en forklaring af resultaterne, men det gælder ikke alle, og oplevelsen kan bestå [1].

III. Halitofobi – en vedvarende overbevisning om dårlig ånde, som ikke ændrer sig af undersøgelse eller behandling, og som fylder meget i hverdagen. Her er der behov for en selvstændig klinisk vurdering, og psykologisk eller psykiatrisk vurdering kan være relevant [1]. Hverken en negativ gasmåling eller en enkelt organoleptisk vurdering kan i sig selv fastslå, at der ikke er en fysisk årsag, eller stille en psykiatrisk diagnose.

---

2. Ætiologi: hvad lugten kommer fra

Selve lugten tilskrives oftest flygtige svovlforbindelser (VSC): hydrogensulfid (H₂S), methylmercaptan (CH₃SH) og dimethylsulfid ((CH₃)₂S).

• Tungebelægning: Den bageste tredjedel af tungeryggen er et vigtigt reservoir. Anaerobe bakterier nedbryder svovlholdige aminosyrer (cystein, methionin) til svovlforbindelser [1].
• Parodontitis: Ved parodontal sygdom findes et subgingivalt anaerobt reservoir, og svovlforbindelser kan dannes her [1].
• Systemiske tilstande: Ved enkelte alvorlige tilstande, blandt andet svær diabetisk ketoacidose, fremskreden leversygdom og nyresvigt, kan der komme en karakteristisk ånde. Lugten er ikke en diagnostisk test. Sådanne tilstande viser sig gennem symptomer, undersøgelser og blodprøver, ikke gennem åndens lugt [1].

Andre forhold producerer ikke selv svovlforbindelser, men kan skabe forhold, hvor bakterier trives:

• Tilstande i spiserør og mavesæk: Konsensusdokumentet nævner blandt andet refluks, Zenkers divertikel, inflammatorisk tarmsygdom og Helicobacter pylori blandt de ekstraorale årsager, som tilsammen udgør en lille del af tilfældene [1]. Mekanismen er ikke afklaret, og sammenhængen bør kun forfølges, når der samtidig er selvstændige mave-tarm-symptomer. Læs også GERD / mavesyre-reflux, synkebesvær og Barretts øsofagus.
• Anatomiske lommer: Dødt pulpavæv, åbne rodkanaler, dårligt tilpassede proteser og tonsillolitter (tonsilstene) holder på føderester og bakterier.
• Nedsat spytproduktion og mundtørhed: Spyt indeholder antimikrobielle enzymer og udskyller mekanisk debris. Hyposalivation betyder objektivt nedsat spytflow, mens xerostomi er den subjektive følelse af tør mund; de to følges ikke altid ad. Sjögrens syndrom, mundånde og en lang række lægemidler nedsætter spytflowet og dermed udskylningen [1].

---

3. Udredning

Klagen bør vurderes klinisk, før der behandles [1]:

1. Organoleptisk vurdering – den centrale kliniske metode. En trænet kliniker lugter til udåndingsluften og giver en intensitetsscore. Metoden er subjektiv og afhænger af undersøgeren, men den er billig, direkte og bruges som klinisk referencemetode [1]. Hvordan man forbereder sig, aftales med klinikken; protokollerne varierer mellem centre.
2. Gaskromatografi (GC) – supplement. Adskiller og måler de enkelte svovlforbindelser og bruges primært på specialiserede centre og i forskning [1]. En gasmåling kan ikke i sig selv afgøre, om kilden sidder i mundhulen eller uden for.
3. Elektrokemiske VSC-monitorer (fx Halimeter). Bærbar måling af den samlede mængde svovlforbindelser – kan bruges til at følge et forløb, men den kan ikke skelne mellem de enkelte gasser [1].

Ingen enkelt metode kan alene afgøre årsagen. Vurderingen bygger på undersøgelse af mundhulen, sygehistorie og de øvrige fund.

---

4. Behandling – ramme det rette niveau

Mekanisk rengøring er grundlaget

• Rengøring af den bageste tungeryg indgår i den daglige mundhygiejne og kan sænke mængden af svovlforbindelser [1]. Hvor ofte og med hvilket redskab aftales med tandlæge eller tandplejer.
• Professionel parodontalbehandling (scaling og rodplaning) ved parodontitis fjerner det subgingivale anaerobe reservoir.

Kemiske midler er en selektiv tillægsbehandling

• Mundskyl: Chlorhexidin, cetylpyridinklorid og zink kan bruges udvalgt og oftest kortvarigt som tillæg til mekanisk rengøring, når tandlægen vurderer, at der er grund til det. Chlorhexidin kan give misfarvning af tænder og forbigående smagsforstyrrelser og er ikke et universelt førstevalg [1]. Midlerne erstatter ikke behandling af den underliggende årsag.
• Orale probiotika: sugetabletter med Streptococcus salivarius K12 eller M18 omtales i konsensusdokumentet, men en del af det citerede grundlag er laboratorieforsøg (in vitro), og de kliniske studier er små og kortvarige. Det er ikke en standardbehandling, og der er ikke dokumentation for, at de forebygger tilbagefald [1].

Tværfaglig henvisning

• Først en tandfaglig vurdering af tænder, tandkød, tunge og proteser. Det er her årsagen findes hos langt de fleste [1].
• Ved mistanke om årsag i næse, bihuler eller mandler → øre-næse-hals-læge.
• Ved selvstændige mave-tarm-symptomer som sure opstød, synkebesvær eller mavesmerter → lægelig vurdering, der kan omfatte gastroskopi. Dårlig ånde alene er ikke en indikation for gastroskopi.
• Ved pseudohalitose kan en gennemgang af undersøgelsesresultaterne hjælpe nogle, men ikke alle, og oplevelsen skal tages alvorligt. Ved halitofobi er der behov for en selvstændig faglig vurdering, hvor psykologisk eller psykiatrisk hjælp kan indgå, og gentagne tandindgreb uden fund er sjældent vejen frem [1].

---

Udredning på Kirurgen.dk

Halitose udredes og behandles først og fremmest tandfagligt. Er der samtidig selvstændige symptomer fra spiserør eller mavesæk, kan vi tilbyde oral gastroskopi, nasal gastroskopi og udredning af GERD, spiserørsbrok (hiatushernie) og synkebesvær. Læs også tarm-hjerne-aksen og tarmflora og probiotika.

---

Referenceliste

1. Shang J, et al. Clinical Practice Guidelines on the Diagnosis and Treatment of Halitosis. Int Dent J. 2026;76(2):109436. Publiceret online 11. februar 2026. Internationalt konsensusdokument fra en international forfattergruppe, ikke en dansk eller europæisk selskabsretningslinje. PubMed · PMC12914797 · DOI 10.1016/j.identj.2026.109436
2. Silva MF, Leite FRM, Ferreira LB, et al. Estimated prevalence of halitosis: a systematic review and meta-regression analysis. Clin Oral Investig 2018;22(1):47-55. PubMed